Ane Bjerregaard

Koncert-gudstjeneste

Du tar mig som jeg er

Læsning og tale

Gud tager os som vi er, med alle vores selvopfundne fejl, som den blide sommerregn og når vi føler os som intet.

For Gud har skabt os til at være lige præcis, som vi er, og han er fortrolig med alle de veje, som vi vil forsøge os ud på her i livet.

Uanset hvilke veje det måtte være. Lyt bare her til salmernes bog kap 139:

Herre, du ransager mig og kender mig.

Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.

Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.

Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Vi er altså villet af Gud, og Han kender os fuldt ud.

Men det har vi det med at glemme, når vi skal følge med i alle mulige trends og nye tendenser i jagten på at blive den mest perfekte udgave af os selv.

Men kigger vi på os selv med Guds øjne, er vi det allerede.

Vi behøver slet ikke at lave noget om, for vi er helt særlige og unikke blot ved at være til – blot ved at være os.

Også når vi er kede af det, sure og umulige, og når vi laver noget, der ikke helt tåler solens lys, for hos Gud må vi te os som trodsige treårige børn.

Vi må juble og takke for en god dag, vi må kaste os på sengen med tårer og skrig, for uanset så har Gud os i sin hånd.

Og det skal vi forsøge at huske på, når vi har de dage, hvor vi har lyst til at det hele skal forsvinde, fordi alt går galt.

Taylor Swift kalder det Guilty as sin, og oversætter vi det med ord fra en af de ældste kirkefædre, Augustin, så siger han, at vi ikke kan ikke-synde.

Det ligger til vores natur at begå fejl, arvet fra Adam og Eva, fordi de ville undersøge, om det nu virkelig kunne passe, at de ikke måtte spise af træets frugt, som slangen spurgte dem til.

Vi er skyldige syndere, men på samme tid også fuldt ud accepteret og elsket af Gud!

– Og nu skal jeg nok lade være med at trække den længere, lad os lytte til den første Taylor Swift sang, og korets fortolkning af Guilty as sin?

Læsning og tale:

Vi er syndere, som jeg sagde før. Vi kan ikke leve et helt liv uden at begå fejl.

Uden at såre andre eller skuffe deres forventninger til os.

Nogle gange forsøger vi også at holde vores meninger, vores følelser, for os selv, låst inde, fordi vi ikke tror, at de har deres gang på jord.

– eller fordi vi tror, at det vil såre andre.

Og det kan vi for en stund, men på et tidspunkt vil bægeret blive så presset, at det hele flyder over.

I sangen vi lige hørte, sang koret, hvad nu hvis jeg ruller stenen væk – de korsfæster mig jo alligevel – og hvad nu hvis, den måde du holder mig på, er det, der er virkelig helligt?

Og her er der jo direkte paralleller til bibelhistorien, hvor Jesus bliver korsfæstet for det, han tror på – i kampen for et bedre liv for mange af dem, der føler sig udstødt, forkerte.

Stenen til indgangen til Jesu grav bliver rullet væk, så vi blev frie.

Gud vandt over døden.

Og tog døden op til sig, så vi intet har at frygte, men alt at håbe på.

Lyt bare her fra Matthæus ev. 28:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.

Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne.

De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her;

han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.

Han er opstået for vores skyld.

Desværre betyder det dog ikke, at vi helt slipper for mørke dage – det har I nok allerede erfaret – men det betyder, at vi aldrig er alene, når vi står midt i stormens øje, og alt smuldrer omkring os.

For når vi lever, er det af og til som en vild rutsjebane tur. Livet kommer med både op og nedture, sug i maven og en frygt for at kaste op på upassende steder.

Det kommer med Kærlighed – og kærestesorger – og det er fuldt ud tilladt at græde, og lade tårerne ricochere.

Og når vi har det på den måde, så kan vi forsvinde ind i lånte ord, ind i musikkens univers, og synge med, når koret om lidt synger Taylors ord: Fortjente jeg virkelig alt det helvede, som du gav mig?

Vi skal lytte til: My tears ricochet

Læsning og tale

Min far sagde til mig, da jeg oplevede min første store teenage-kærestesorg, at de første to uger er helt forfærdelige, men når man kom på den anden side af det, så ville det lige stå stille blive bedre.

Jeg ved ikke helt, hvor han har det fra, men det passede meget godt.

Og måske er det ikke kun med kærestesorger, at de to første uger er værst, måske gælder det i alle sorgperioderne i vores liv.

At de første 14 dage er ren overlevelse, og når vi står på den anden side, oplever, at vi stadig er, så bliver det langsomt bedre.

Ikke at sorgen forsvinder, men vi lærer at leve med den – vi vokser omkring den og bliver modige igen.

Men for en stund, kan vi gå rundt som skygger af os selv, og måske heller ikke særligt yndefulde, fordi sorgen sætter sig i vores krop, i ben og marv.

Men det bliver bedre.

Det kan vi også læse om i Biblen, hvor der findes mange ord til trøst:

Som i Peters Første Brev, kapitel 5,7: Overlad alle jeres bekymringer til ham, for han vil tage sig af jer.

Eller i Femte Mosebog, kapitel 31, vers 8:

Gud vil gå foran dig og være hos dig. Han vil aldrig svigte dig, og du skal ikke være bange.

Mange bruger også bønnen, når der er indre uro, for at finde ro. Det er vores måde at tale med Gud på.

Som da Jesus sad i Getsemane-have, inden han blev taget til fange, og bad Gud om, han kunne undgå, det der nu skulle til at ske, men kun hvis det var Guds vilje.

Kort tid efter bad Jesus videre: lad din vilje ske – ikke min – men din vilje.

For overlader vi ansvaret til Gud, så vil han passe på dig, og være dig så nær som skyggen af din højre hånd, som det skrives i Salmernes Bog, kapitel 121,5. også når vi kommer ud for – eller bliver lokket ind i – problemer igennem mødet med et andet menneske.

Og det skal vi høre om i den næste sang, som også sætter tempoet lidt op. Vi skal høre Amanda Nymand og Niels Emgrens fortolkning af: I knew you were trouble

Læsning og tale

Hvordan kan en der ligner så meget en engel, når han smiler til én, måske være djævlen der lokker os væk fra os selv?

Sådan indleder Taylor til sangen, som vi lige har lyttet til.

Og det er da også underligt, hvordan vi drages af et andet menneske, som vi egentlig godt kan se, ikke er gode for os, men deres kraft suger os ind, så vi først for sent opdager, at det var skidt.

Skidt fordi vi gjorde ting, vi normalt ikke ville gøre. Skidt fordi vi i processen mistede os selv …

Om det så er at blive lokket til at prøve puff-bars, stjæle en pakke tyggegummi eller gå over for rødt lys – de små næsten uskyldigeting, der kan få os ud på en længere glidebane væk fra os selv.

I Taylor Swift sang synger hun om en mand, der førte hende til fald, i ordsprogenes bog kap 7 er det med modsat fortegn: en kvinde der lokker mænd – lyt bare her:

Hun forførte ham med sine erfarne ord, med sine glatte læber bragte hun ham på afveje.

Uden tøven gik han med hende, som en okse går til slagtning, som en hjort fanges i snøren, indtil pilen gennemborer dens lever, som en fugl flyver i fælden uden at vide, at det gælder dens liv.

Men hør nu på mig, sønner, og lyt til min munds ord! Lad ikke dit hjerte slå ind på hendes veje, forvild dig ikke ind på hendes stier;

Det er let at lade sig lokke, og selv om mange forsøger at advare os mod kommende fristelser og farer, er det ikke altid, at deres advarsler virker.

Vi vil selv leve vores liv, selv gå igennem vores fejl.

Og nogle gange kræver det så, at vi skal have hjælp til at finde hjem igen, eller have nogen, der kan trøste os, favne os i vores smerte, når det går galt, om det så er vores venner, forældre – eller Gud, som vi hører her i salmernes bog kap. 40;

Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast.

Og med kærlighed som vores fortegn, at kærligheden får lov til at være grundtonen i vores liv, bliver livet måske lettere at begå sig i.

Det er også temaet i næste sang, at vi skal sige ja. Den sidste sang for i aften, er:

Love Story