Ane Bjerregaard

1. sang: Septemberregn

Vi har været ret heldige her i det begyndende efterår, hvor efterårsregn, kulde og storm har ladet vente på sig.

Solen og varmen har været fremme – og jeg nyder hver dag. Suger solen til mig, for jeg ved jo godt, at lige om lidt er det forbi.

Det har vi også fået en forsmag på i dag, hvor regnen har stået ned i stride strømme og vinden har rusket i os og i træerne.

Om lidt er mørke, regn og kulde en realitet.

Det er vores krop og sind forberedte på, at vi skal indtage vores huler og gå i hi under et tæppe i sofaen med te, krimier eller strikketøj.

Melankolien kommer snigende.

Efteråret er her.

Og det er helt ok.

Sommeren lærer os at leve udadtil. Komme ud. Der er gang i naturen og i os mennesker. Alt spirer, gror og laver lyde.

Efteråret lærer os at leve indadtil.

At kroppen også har behov for at lade op, hvile. Som Gud gjorde det på den syvende dag.

Særligt for os nordboere, har årets gang sin indvirkning på os.

Vi ønsker efteråret og mørket velkommen, selv om vi naturligvis skal passe på, så vi ikke bliver vinter-deprimeret, det kan nordens mørke også. For solen er ikke meget fremme.

Bibelen fordømmer heller ikke melankolien; den giver den ord, som i salmernes klagesange, Profeten Elias’ træthed, Emmaus-vandrernes sorg og Prædikerens visdom som alle er steder, der fortæller, at mennesket ikke altid skal blomstre og have fuldt fart frem.

Der er også en tid til regn, eftertanke og vemod. Lyt bare her til ordene fra Salme 90

“Du skyller menneskene bort, de er som søvnen; de er som græsset, der gror om morgenen. Om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen visner det og tørrer ind.”

Og andre dage har vi behov for at danse det hele ud, både som Grey i Greys Hvide verden, hvor de danser det trælse ud eller når man, som på efterskolerne skal danse i 24 timer.

Danse af glæde og danse til vi dør.

Vi skal høre den næste sang, som hedder

• sang: Danse til vi dør

“Så gå da hen og spis dit brød med glæde og drik din vin med muntert hjerte …

Nyd livet med den hustru, du elsker, alle dit tomme livs dage.”

Sådan står det i Prædikernes bog 9,7

Livets glæde og tomhed.

Livets forgængelighed.

Vi ved jo godt, at vi en dag skal her fra – livet kommer med døden, det er næsten den eneste ting vi kan vide os sikre på.

Men i stedet for at falde ind i mørkets afgrund og bare forsvinde, fordi det hele er lige meget – i morgen er vi væk – så skal vi hanke op i os selv, gøre det så godt vi kan og være noget for os selv og for hinanden.

Vise os fra vores bedste side, de dage hvor vi har overskuddet til det. Vise hvad vi kan.

For det nytter ikke noget at leve i frygt.

Frygt for hvad der måske kommer eller hvordan vi en dag kommer herfra.

Det sker – og ingen af os ved hvornår.

Og det taler Prædikeren for, at vi nyder livet, maden, vinen, hinanden.

Dog vil jeg tilføje et: med måde.

For meget af det hele er aldrig godt – eller omvendt: for lidt af alt er heller ikke sundt, selv om der findes adskillige slankekure og asketiske livsførelser, hvor vi holder os fra det meste for at komme tættere på Gud.

Begge dele kan noget, så vi må finde den vej, der giver os glæde og gavn, om det så er at smovse i mad, vin og gode samtaler eller om vi er til det simple liv.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at vi føler os hjemme i vores tro.

At vi oplever, at der er nogen der kalder os hjem. Og det er den næste sang vi skal lytte til:

• sang: Kom hjem

Jeg kan ikke lytte til ordene fra: kom hjem, uden at jeg tænker på historien om den barmhjertige far og den utålmodige søn, som vi kan læse om i Lukasevangeliet kap. 15.

Sønnen bor sammen med familien på en gård, han er den yngste, og han vil gerne have forskud på sin arv, så han kan komme ud i verden og se den.

Stå på egne ben og prøve kræfterne af.

Selv om han ikke har ret til at kræve det, det er faktisk ret frækt, giver faderen ham forskud på arven. Og væk er sønnen.

Det går heller ikke værre end bedre, at den yngste søn hurtigt får brugt alle sine penge på liv og glade dage. Fest, svir og druk.

Og så rammer virkeligheden, når pengene er væk – samtidig kommer der en slem hungersnød i landet.

Den utålmodige yngste søn er på røven.

Han prøver at få enderne til at mødes, få livet til at hænge sammen, men det er virkelig et usselt liv, han nu lever.

Han får arbejde som svinepasser, hvilket på den tid var det mest ulækre arbejde man kunne få. Han går, sover og spiser sammen med svinene. Og den mad han spiser, er det grisene efterlader. Ingen giver ham noget.

Og der, midt i elendigheden tænker han: hvis jeg var en arbejder hjemme hos min far, så ville jeg have det meget bedre.

De lever i sus og dus i forhold til mig nu.

Men jeg har nok dummet mig for meget til, at jeg må kaldes hans søn eller til at jeg må komme hjem.

Og hvis jeg drog afsted, tør jeg så overhovedet at tage hjem, tænker han.

Hjemme på gården går hans far i cirkler.

Vi aner ikke, hvor længe sønnen har været væk. Vi aner ikke om han overhovedet er i live.

Men faren har haft en fast rutine med at gå ud og spejde efter sin søn.

Hver morgen og hver aften er han gået op på den højeste bakke og har spejdet til alle sider for at se, om sønnen var på vej hjem.

For faren tror og håber på, at han nok skal komme hjem igen.

Og pludselig en dag sker det.

På lang afstand ser han sin søn komme gående, og faren løfter op i sin lange kjortel og løber ham i møde.

Og før sønnen kan nå at sige noget, kaster faren sig om hans hals, omfavner ham, kysser ham på hovedet og beder tjenestefolkene om at gøre et bad klar, finde det fineste festtøj frem og slagte fedekalven, for nu skal det fejres, at sønnen er kommet hjem.

Faren er alt andet end ligeglad. Han er lykkelig, men nogle gange kan vi få følelsen af, at det hele er ligegyldigt, hvad kan vi stille op?

Hvilket den næste sang handler om …

• sang: Hvis du er ligeglad

Ifølge biblens begyndelse er vi mennesker sat her på jorden for at vogte over den.

Vi skal herske over havets fisk og himlens fugle. Vi skal passe godt på alt det, som vi har fået, det vi selv er en del af. Selv om mange tænker, at det hele handler om dem, så længe de har det godt, så pyt med resten.

Det duer bare ikke i længden, for vi hører alle sammen, er en del af det samme skaberværk, så vi må aldrig blive ligeglade og tænke, at det hele går jo nok.

Vi må hele tiden gøre vores til, at jorden er et godt sted at være, og holde fast i håbet om, at det ender godt – og når vi er uden håb, så findes der heldigvis mennesker, der bærer håbet for os, så vi ikke går til grunde.

For verden er overvældende, så hvis du mærker håbløsheden komme snigende og er ved at miste modet, kan mærke, at du er ved at blive ligeglade, fordi ansvaret er for stort, så skal vi huske på, at vi er med-bærere på denne jord, men det er Gud, der bærer det fulde ansvar.

Det kan vi læse om i Esajas kap. 40

Ved du det ikke, har du ikke hørt det? Herren er den evige Gud, skaberen af den vide jord. Han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske. Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.

Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder, men de, der håber på Herren, får nye kræfter.

De får vinger som ørne, de løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.

Vi er ikke ligeglade. Vi er bare overvældede.

Vi ønsker at løse ondskabens lænker, så alle er frie. Vi ønsker at dele vores brød med de sultne og læge de såredes sår.

Vi ønsker at passe godt på den jord vi har, også når det er svært at se forskel på, hvad der er sandhed og hvad der er løgn.

For hvordan kan vi vide, hvad der er det rigtige, når vi hele tiden bombarderes med udsagn der først fortæller os det ene og så et nyt udsagn, der fortæller os noget andet.

Det er svært at navigere i en hurtig verden.

Så vi har brug for en lede stjerne – eller bare en blinkende stjerne, som den næste sang handler om:

• sang: Blinkende stjerner

Livet er ikke let.

Det tror jeg heller ikke, at vi nogen sinde er blevet lovet: at livet kommer uden problemer og uden udfordringer. Altid frejdige, når vi går.

Livet er som en rutsjebane tur – op og nedture, sandheder og løgne.

Som en dans på roser: nogle gange er det rosens rødt og silkeblødt, mens vi andre gange skærer og river os på de skarpe torne, som rosen jo også kommer med.

Nogle gange mærkes det virkeligt, at vi lever.

Og hele livets cirkel, alle livsfaser og alle vores følelser er biblen fyldt op af – fortællinger vi kan læne os ind i, spejle os i, forsvinde ind i, finde håb, mening og retning i.

Også når vi er fortvivlet.

Som i Salme 42,2-6, hvor der står:

“Som hjorten skriger efter vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud.”

Og fra Prædikerens bog:

“Jeg spejder til højre og til venstre, bestandig er båden ved at kæntre.”

Eller som Markus siger det: Jeg tror, hjælp min vantro.

For vi kan ikke tro fast hele tiden, “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Som der står i hebræerbrevet.

Tro og tvivl hører sammen, smerte og glæde, lys og mørke, kærlighed og kaos, krig og fred.

Vores sjæl kan være i oprør, vi mærker stenen i vores sko og længes blot efter et sted at finde ro og tid til at tro.

For mig er det ét af de ting, kirken kan: være et sted hvor der er højt til loftet og hvor hele jeg rummes, med alt hvad der er mit.

Både når troen er fast og tvivlen stor.

Den næste sang vi skal lytte til, handler om, at vi må holde fast i håbet, når verden gynger afsted, som den altid har gjort det.

Vi skal lytte til:

• sang: Alt springer ud – med kor

Vi lagde ud med en sang om efterårets komme. Om melankolien. Regnen og mørket.

Og nu er vi kommet til våren, til foråret, hvor håbet insisterer på at spire frem fra hver lille afkrog, som vintergækken der bryder den frosne jord – Guds nåde er en vintergæk, som en Grotrians salme hedder.

For et par år siden var jeg inde og høre Niels Hausgaard og han undrede sig over, hvor alle protestsangene var blevet af, hvorfor der ikke var flere, der var i gang med et oprør mod al det had, vi ser i dag.

Skrev sange om det, som man gjorde engang, dengang han var ung.

Det tænker jeg, at den sang vi lige har lyttet til, er: en form for protestsang, en sang hvor vi hylder håbet og troen på et bedre liv uden krig.

De kan tvinge os til meget, men de kan ikke fratage os vores håb, nærmest som Mel Gibson råber det i Braveheart: de kan tage vores liv, men de kan aldrig tage vores værdighed.

Og har man behov for at forsvinde ind i smukke, poetiske ord om kærlighed og håb, blive mindet om, at livet også er noget andet end det vi vises, så kan jeg varmt anbefale Højsangen, som er to elskendes bekendelser til hinanden. Teksterne emmer af liv og håb.

Som her:

Vinteren er forbi, regnen er ovre. Blomsterne viser sig på marken, sangens tid er kommet.

Efter vinter kommer vår.

Det gælder også for vores sind.

Nogle gange kan vi være stormfulde og vrede, andre gange befinder vi os i kulkælderen og har svært ved at finde op i lyset, op til håbet.

Og lige som vi stopper med at lede efter håbet, er ved at give op, så finder håbet os.

Sådan er det også med kærligheden og troen.

Det er usynlige størrelser, som vi ikke kan gribe om eller beslutte os for, at nu vil jeg forelske mig i denne eller hin – forelskelsen finder os.

Troen finder os, selv om vores tro, vores håb eller kærlighed af og til kan føles så lille som et sennepsfrø, det mindste af alle frøer.

Men når frøet går i stykker i jorden, slår rod og vokser op, så bliver det til en plante, hvor himlens fugle, jordens dyr og mennesker kan finde hvile og skygge.

Altså et sted, hvor vi kan lade op, finde ro, styrke og accept.

Vi har fået alt givet af Gud, og fordi han elskede os først, kan vi dele ud af dette til hinanden – og til vores børn.

Det handler den næste sang om, forældrerollen. Den første fødte.

Vi skal lytte til:

• sang: Første skud – med kor

Afslutning

• sang: Til sommer – med kor