Jeg har aldrig mødt min farfar.
Han døde, da min far var 15 år gammel, hvilket min far naturligvis syntes var ret træls.
For pludselig skulle han være manden i huset, selv om han kun var en teenager.
De fik heller ikke lov til at være kede af det eller snakke for meget om det, for så blev min farmor ked af det, og det kunne de ikke lide.
Heldigvis har jeg hørt mange gode historier om min farfar, både fra min far og farmor, dengang hun levede. Så turde de godt fortælle om ham, fordi der var gået lang tid.
Min farmor var den sejeste farmor.
Hun gav de bedste kram, lavede den lækreste mad, og så var hun altid på min side, når jeg kom til at lave ballade.
Og det gjorde jeg måske lidt for ofte, hvis I spørger mine forældre.
Mine forældre lever heldigvis stadig, men jeg ved, at de engang skal dø og det er trist at tænke på, for jeg holder meget af mine forældre – og jeg er glad for, at de er blevet så gamle, som de er nu.
Min farmor døde for 15 år siden, en måned før jul, den 24. november, så der hænger jeg en særlig stjerne op i vinduet, min farmors og min stjerne – vores stjerne. Julestjernen. Det er noget vi har sammen, selv om hun er død.
Jeg tænker også af og til på min farfar, selv om jeg aldrig har mødt ham. Ikke hver dag, men af og til. Og særligt her i efteråret, hvor vi både fejrer Halloween og Allehelgen.
Det er to forskellige traditioner, men de har noget til fælles: De sætter fokus på døden.
Nogle religiøse mennesker bryder sig ikke om Halloween, fordi de mener, at vi inviterer mørket indenfor, djævlen, når vi pynter op med spøgelser, skeletter og uhygge.
Ifølge gammel folketro var allehelgensaften nemlig den aften, hvor mørkets magter, spøgelser og hekse var på spil for at håne de helgener, der skulle fejres i kirken dagen efter.
Andre siger det modsatte: At vi skræmmer det onde væk ved at pynte op med det uhyggelige.
Sådan kan man se forskelligt på tingene, så måske var nogle af jer til Halloweenfest i weekenden. Måske gik I rundt og sagde “slik eller ballade” i udklædningstøj. Og måske var der nogle af jer, der slet ikke markerede Halloween, som vi var inde på før.
Uanset hvad I lavede, tror jeg ikke, at I tænkte på døden – Halloween er for de fleste mest sjov, udklædning og fællesskab.
Så midt i alle græskarrene og skeletterne mindes vi om, at der er meget liv i døden.
Og det er det, kirkerne gerne vil minde om og markere til Allehelgen, som ligger den første søndag i november.
Her inviterer mange kirke alle pårørende til dem der er døde siden sidste år til en særlig gudstjeneste, og så mindes vi sammen dem, vi har mistet.
Under gudstjenesten læses navnene op på dem, der er blevet begravet eller bisat siden sidste Allehelgen.
Det er en højtidelig stund, som også har særlig musik, bønner og tid til eftertanke.
Hvert år kommer der mange mennesker til disse gudstjenester.
Måske fordi vi er blevet bedre til at tale om døden og bedre til at forstå, hvor vigtigt det er at huske dem, vi har mistet. For de har været med til at forme os.
De har lært os noget, givet os noget og gjort os til dem, vi er i dag.
Selvom de ikke længere er her fysisk, bærer vi dem stadig med os. I hjertet. Og måske i generne, hvis det er vores familie.
De mennesker, vi har elsket og mistet, lever videre i os, i vores historier og i alt det, de har givet videre til os.
Som vi hørte koret synge for lidt siden.
Og det er godt.
For vi har brug for at huske, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvem vi står på skuldrene af.
Allehelgen er en tradition, jeg holder rigtig meget af. For mig er døden nemlig ikke uhyggelig. Den er lige så naturlig som fødslen.
Men mange får ondt i maven, når de taler om døden, fordi vi forbinder den med sorg, savn og mørke.
Nogle kan endda få en klump i halsen og maven, når de hører en bestemt sang.
Måske fordi det var netop den sang, der blev spillet til en begravelse, hvor alle var kede af det. Og det er der ikke noget mærkeligt ved.
Vi mennesker bliver ofte bange for det, vi ikke kender. Og døden kender vi ikke.
Vi ved, at vi alle engang skal dø. Men vi ved ikke, hvad der sker bagefter.
Det er ukonkret, diffust og svært at forstå, så vi vil helst ikke snakke om det.
Vi lader måske som om, at døden slet ikke findes, så vi ikke skal være kede af det.
Men det er faktisk helt ok at være trist, det er ok at savne og sørge, for hvis vi holder op med at tænke på dem, vi har mistet, fordi vi græder og bliver kede af det, så forsvinder de på en måde. Så bliver de glemt.
Det kender nogle af jer måske fra filmen Coco.
Her fortælles der om den mexicanske tradition De Dødes Dag, Dia del muertos, hvor grænsen mellem de levendes og de dødes verden står åben, og hvor Coco får forvildet sig ind i dødens rige i jagten på sin bedstefar.
Filmen viser, at det er vigtigt at huske dem, der er gået bort, at vi hører sammen, selv om vi ikke er fysisk sammen.
Som præst tror jeg på opstandelsen og det evige liv hos Gud. Jeg tror på, at vi engang skal mødes igen med de mennesker, vi har mistet.
Men hvad Guds rige egentlig er, ved jeg ikke.
Ligesom døden er det noget, vi ikke helt kan forstå, så vi bruger billeder og fortællinger.
Måske er Guds rige – og døden – lidt som den forvandling, en sommerfuglelarve gennemgår, når den lukker sig inde i sin puppe og senere kommer frem som en smuk sommerfugl.
Eller som frøet, der lægges i jorden. Det går til, men vokser frem som en blomst, et kornstrå eller et stort træ.
Jeg kender også en fortælling om to tvillinger, der ligger inde i deres mors mave.
Den ene siger:
“Det her er livet. Her er varmt og trygt.
Hvorfor skulle der være mere end det?”
Men den anden tvilling tror, at der findes noget mere. Noget større.
Noget, de endnu ikke kan se eller forstå.
Så de ligger der inde i deres mors mave, svømmer rundt og diskuterer.
Vi ved jo godt, at tvillingerne skal igennem en fødsel og kommer ud i verden, men det ved de nok ikke … Lige som vi ikke ved alt med døden.
Jeg ved det heller ikke, men jeg læner mig ind i troen på, at vi ikke har noget at frygte, men alt at håbe på. At døden ikke er slutningen.
At vi skal ses igen.
Det er noget af det, Allehelgen minder os om.
At vi ikke står alene.
At vi er forbundet med dem, der gik før os.
Også dem, vi aldrig nåede at møde.
Leave a Reply