Ane Bjerregaard

19. søndag efter trinitatis

Er det ikke underligt, at når vi først bliver opmærksomme på noget, så ser vi det over alt, mens det før var skjult for vores øjne.

Men når vi først er blevet gjort opmærksom på noget, kan vi ikke længere ikke se det.

Som hvis vi er gravide og skal fejre dåb, så ser vi andre med barnevogne over alt.

I sommers havde vi her ved Klosterkirken en snak, om vi skal til at have belysning på kirken, så kirken bliver lyst op, eller om det er nok med den belysning, som vi har rundt på pladsen omkring kirken.

Da jeg så var en tur på Vestre kapel, så jeg, at der er lys omkring kapellet, så jeg spurgte formanden for kirkegårdsbestyrelsen, om det var nyt? Det ikke var.

Lyset havde været der altid – men det var først nu, jeg lagde mærke til det, fordi vi lige havde haft snakken her ved kirken.

I den seneste tid har der også været enormt megen fokus på køn. Køn i vores samfund. Køn i biblen. Hvilket jeg aldrig sådan har spekuleret over før.

Har aldrig rigtigt gået op i køn, da jeg anser teksterne for at henvende sig til alle, uanset køn, selv om det mest er mænd, der har hovedrollerne i de forskellige skriftsteder, som vi hørte det lige før.

Jeg har altid tænkt, at vi kvinder har været implicit med. Vi er der.

For to uger siden var jeg så til Maren Uthaugs bog-release til hendes nye bog 1%, hvor hun nævnte i alfabetisk rækkefølge ting hun er sur over – og det er altså ikke så lidt.

Maren Uthaug har læst teologi på Aarhus Universitet, og så sig under uddannelsen sur på kristendommen, den var alt for patriarkalsk.

Gud citeres ofte for at være en mand, Gud er far, han får en søn, han er selv sønnen, og selv Helligånden har mandligt pronomen, sagde hun for to uger siden.

Der var heller ingen kirke-mødre tilbage i år 325 i Nikæa, hvor de skulle definere, hvad kristendommen er, kun kirkefædre.

Det skal dog nævnes, at der er præster i dag, der insisterer på at kalde Gud for hunkøn, Gud er kvinde, da biblen flere steder har feminine metaforer for Gud.

I Aarhus har UngKs præst Mia Schmidt-Mikkelsen, deres pendant til vores Getsemane, været meget i medierne, fordi hun læser biblen med en ny feministisk vinkel.

Så det går begge veje.

For mig er Gud dog hævet over vores køns-kategorier, Gud er.

Men det er nu alligevel blevet synligt for mig, hvor meget andre mennesker mener om køn – og seksualitet.

Jeg kan ikke længere ikke se det.

Selv den folkekære og meget kloge Lasse Rimmer er kommet i vælten for at udtale sig mindre heldigt om kvinder – som flere på de sociale medier har sat fokus på.

Kigger vi på evangeliet til i dag, er der igen kun mænd, mænd der kaldes på af Jesus til at følge ham – ingen kvinder.

Og så er der nok nogen – der som mig selv – tænker: er det da ikke lige meget? Biblen skal jo læses med historiske briller. Tiden var en anden dengang.

Og jo, i princippet er det lige meget, og så alligevel, for når vi har blik ud mod den verden vi er en del af, så er der flere og flere kvinder, der mister det, vi i Danmark anser for at være helt basale rettigheder.

Og det er ikke kun kvinder, der gælder også indenfor LGBT+ samfundet.

Den anden dag læste jeg om en af mine studiekammerater, som er homoseksuel og ansat som præst indenfor Baptistkirken i Danmark.

I weekenden havde de landsmøde, hvor vigtige emner skulle debatteres og stemmes om. Et af dem var et forslag, som ville kende ham og andre lgbt+-personer uværdige til at deltage i ledelse og forkyndelse i kirkesamfundet fremover.

Forslaget blev ikke vedtaget, men faldt med en enkelt stemmes flertal imod sig.

Hvilket siger en del.

Og tænk at sidde i en sal fyldt med det man anser for at være ligesindede og så høre dem tale om en som uværdig, uegnet, dømt ude.

– og var det ikke lige præcis det, Jesus gjorde oprør mod? Det må være et evigt opmærksomhedspunkt, så vi ikke bare lader stå til. Lader det ske.

Jeg undres også over, at vi ikke er kommet længere i Danmark, end at vi stadig dømmer og fordømmer andre, fordi de ikke er som vi gerne vil have dem til at være.

At vi er imod Guds mangfoldighed og helst ser at vi alle skal passe ind i bokse og kasser, selv om vi er cirkler og stjerner.

Tænk at mennesker stadig må være på vagt, fordi de elsker den de elsker eller fødes som et bestemt køn ….

Skræller vi kønnet væk fra dagens evangelium og tænker, at Peter lige så godt kunne være Petra, Filip en Filippa, Simon en Simone, Andreas en Andrea osv., så åbnes budskabet.

Jesus ser os alle, kalder på os og kalder os frem ved navns nævnelse – uanset køn.

Og det er ikke så lidt i et samfund, hvor flere og flere bor alene og aldrig hører deres eget navn sagt højt.

Overfor Gud har hver og en af os værdi.

Vi er vigtige – uanset køn og seksualitet.

Gud er så meget større, end det vi forstår eller formår selv at sætte ord på.

Vi laver regler, dømmer og fordømmer.

Gud åbner op, kalder og ta’r imod os som vi er.

Og vi skal alle få større ting at se, end det vi tror, fordi vi har set.