Bob Dylan i Horsens

Musikkens resonans i mennesket

Der løber en musisk åre i min krop, det tænker jeg, at der gør i alle mennesker, og hver årstid har sin melodi. Her i efteråret synger de melankolske toner i mit blod, som om lidt erstattes med glade, lystige og til tider barnlige julemelodier.

I mit barndomshjem blev der ofte spillet musik: klaver, mundharmonika, guitar, harmonika, banjo og hvad der ellers var, men jeg har aldrig selv mestret et instrument og har ej heller evnen til at læse noder. (Bevares, jeg kan godt se om en tone skal op eller ned, men jeg kan ikke synge tonen D, hvis nogen bad mig om at gøre det, om så mit liv stod på spil).

Og det behøver man nok heller ikke; at være ekspert indenfor noder eller instrumenter, for at elske musikkens resonans i os. Musikken har den særlige evne, at den sætter stemninger i vores omtumlede liv. Vi låner musikkens toner til at frembringe følelser, minder, humør; inden en fest, ved kærestesorg, for at huske en særlig rejse og så videre. Og alle har vi vores måder at lytte til musik på.

Den 21.oktober 2026 havde jeg sikret mig en billet til den legendariske kunstner Bob Dylans koncert her i Horsens, og anmeldelsen efter koncerten har delt vandende, for at bruge en henvisning til Moses og Biblen.

Jeg kender ikke meget til Bob Dylan, andet end hans almindelige pophits som de fleste af os nok kan synge med på, Blowing in the wind og Mr. Tambourine Man, men det var ikke det man fik til koncerten – det er aldrig det man får, har jeg ladet mig fortælle. Ingen typiske hits, kun de sange Bob Dylan selv har lyst til at spille for os.

Inden vi fik lov til at gå ind i salen, blev vores mobiler lagt i en forseglet pose, ingen forstyrrelser udefra skulle ødelægge eller tage opmærksomheden væk fra Bob Dylans optræden. Så befriende.

Scenen var enkel. Der var ikke noget sceneshow, ingen dikkedarer, leflen, røg eller surroundsound. Koncerten var en ren musiske oplevelse, og min fantasi bragte mig til San Fransisco til en lille bar, hvor Bob Dylan stod på scenen, cigarrøgen lå tæt i lokalet og alle sad med et glas whisky i hånden og nød tonerne og den særlig klang, Bob Dylans stemme har. Eller hen til Musikhuset i Aarhus til en Candellight koncert i bløde stole. Men det var ikke der, vi var, hverken i San Fransisco eller Aarhus, vi var i Forum. I Horsens, hvilket i sig selv er helt ubegribeligt.

Da Bob Dylan kom slentrende ind på scenen, sagde han ikke noget, han fandt sit instrument og gik udforskende til værks i musikkens univers sammen med sit band: hvordan lyder stemmen i dag, hvordan er samspillet med de andre? Og efter 3-4 sange oplevede jeg, at alle fandt hinanden.

Da koncerten sluttede, forlod Bob Dylan igen lokalet uden at gøre et nummer ud af sig selv. Han gik bare.

Som publikum kunne man komme i tvivl om, hvad vi egentlig havde været vidner til: om de havde startet en øvesession på scenen? Om det var en koncert? Var det en stor mands fald? Eller var det ren genialitet?

Jeg hælder til det sidste, måske også fordi han sang ind i mit melankolske efterår.

Jeg ved heller ikke, hvad jeg havde forventet, at jeg skulle opleve til denne koncert, men jeg havde bestemt ikke forventet, at det var, som det blev. Og det er da genialt. For hvornår i denne verden, som styres af viden og sikre planer, får vi noget, vi ikke havde regnet med?

Leave a Reply