Ane Bjerregaard

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

Sådan afslutter Dan Turèll sit digt, sin hyldest til de almindelige, genkendelige hverdage uden drama, tumult eller dødsfald.

Til de dage, hvor døden synes uendelig langt væk, men som i dag er helt tæt på.

I dag er vi fælles døden. Fælles om savnet og sorgen, selv om vores tilgang, oplevelser og møde med døden er individuelle.

Vi sørger forskelligt. Sorgen kender ikke til vores regler med tanker om, hvor længe man må sørge – om der er en frist, hvor vi skal være kommet os over det?

Kommer vi os nogensinde over at miste en vi holder så unægtelig meget af?

Et barn? En forælder? Ev ven?

Sorgen er ligeglad med, hvad vi tænker, om drenge må græde og piger være udad agerende?

Sorgen er uden regler, og for hver af os er et dødsfald unikt.

Alle dødsfald, tror jeg, trækker tæppet væk under os, så vi vakler for en stund.

Både når døden er ventet og når den kommer uventet og uden varsel.

I går havde vi besøg af Lotte Mørk, sygehus-præst på regionshospitalet i København, og Esben Kjær, far som har mistet sin søn, forfatter og foredragsholder.

Sammen har de to skrevet bogen ”Trøst”.

Bogen tager udgangspunkt i alle de skæbner, Lotte Mørk har mødt igennem hendes arbejde og Esben Kjærs egen fortælling og erfaring, da hans søn døde.

Det er en håndgribelig bog med gode råd om, hvordan vi kan navigere i en ny tid – i sorgens landskab. For når et menneske dør, er alting anderledes og nyt for os.

Hvert skridt vi tager, er ud i ukendt landskab, og vi skal lære at finde fodfæste og begå os i en helt ny verden.

Alt vi kendte til er ommøbleret.

Før lignede mange af årets dage hinanden, ja nogle gange kan vi endda have svært ved at skille den ene dag fra den anden og huske om det er mandag eller torsdag.

Gad vide, om det var de dage Dan Turell beskrev i sit digt? De dage der til forveksling ligner hinanden.

En hyldest til de dage der ikke sætter os ud af kurs, de dage hvor alt ikke sker på én gang eller oven i hinanden eller ryster os i vores grundvold.

Gad vide om det var de dage, Dan Turell talte om, de dage som glider ud og ind i hinanden, fordi alt er, som de plejer – uproblematiske.

Hvor vi ser det genkendelige ansigt vedsiden af i sengen, nyder duften af kaffe, som deles ved morgenbordet.

Opvasken og fordelingen af de faste opgaver, som man var fælles om at løse.

Gad vide, om det var de dage, Dan Turéll hyldede?

For der er også dage, som vi slet ikke glemmer, de dage der markerer et før og et efter.

De dage hvor et menneske, som vi holder så utrolig meget af, dør og hentes hjem til Gud, til paradis – hvor og hvad det så end er – og hvor dagene lige efter er grødet og rodet.

Vi lever i en osteklokke mens alle andre haster normalt forbi i deres hverdag.

Med tiden er det dog som om, at vi kan sætte både minutter og sekunder på dødsdagens hændelsesforløb, alt står lysende klart for os.

Men der går noget tid, for pludselig befinder vi os et sted, hvor de vante rutiner i hverdagen erstattes af en helt ny verden, hvor vi skal gøre alt for første gang.

Selv, uden den der normalt var ved vores side.

De dage hvor alt er nyt, fordi et menneske er taget fra os, som vi sang for lidt siden.

Vi kender dog udsigten, duftene, rutinerne, rytmen, steder og mennesker, men det er nu noget helt andet end det der var før.

Vores landskab er for altid forandret og vi skal lære at navigere i det på ny.

Og det er underligt, for Døden er et livsvilkår, vi kommer ikke uden om døden.

Alle skal vi miste nogen, vi holder af. Og alle skal vi selv herfra. Det er næsten det eneste vi ved med sikkerhed i denne gyngende verden.

Alligevel er døden diffus for os.

Fjern og uvirkelig, selv om den burde være en naturlig del af vores hverdag.

Sorgen efter et dødsfald kan være ensom og overvældende, fordi det er en vej vi må gå selv, derfor er det så godt, at vi på dage som denne mødes om sorgen og savnet.

For det forsvinder aldrig, og når vi er sammen, bliver det synligt, at vi er flere, der går på de snørklede stier og forsøger at finde vejen ferm.

At vi er mange, der savner.

Og på den måde kan vi blive hinanden lys.

Saltet, så vi ikke fordærves og går til grunde, selv om hverdagen og vejen vi går er alt andet end genkendelig.

Så når livet rammer os med fuld hammer, må vi træde endnu tættere sammen, så vi kan hjælpe hinanden med at bære.

Vi må turde være hinandens lys.