Ane Bjerregaard

koncert gudstjeneste

Introitus ved Kor og Niels: Cant help – på fransk

Hilsen og spilleregler

Tak til Vocal ensemblet, der her indledte med den franske version af: Cant help falling in love, og på den måde fint indledte denne koncert-gudstjeneste.

I år er det 45 år siden, at Elvis han døde den 16. august 1977 – 4 år før jeg blev født og alligevel er jeg vokset op med hans sange.

I biograferne har de hen over sommeren vist en film om hans liv – en film der nu kan streames eller lejes, så du kan se den hjemme, og vi her i Klosterkirken slutter os til denne hyldest med denne gudstjeneste, hvor vi skal lytte nogle af hans sange.

Sangene fortolkes af vores lokale musikere: Søren Mandrup, Jonathan Jensen, Torben Hein og Davis Robb.

Mange af jer vil nok også have lyst til at klappe efter hver sang, men skal vi ikke aftale, at vi klapper ad alle kunstnerne helt til sidst? Perfekt.

Sangene kobles derefter op på bibelfortællinger, så vi måske ser begge dele i nyt lys.

Vi runder aftenen af med fælles fadervor og Herrens Velsignelse.

Og lad os så komme i gang: Må Guds nåde være med jer og fred fra Gud vor far og Herren Jesus Kristus. Amen.

Den første sang vi skal høre, udføres af Toben Hein og han vil synge et potpourri af

blue suede shoes/rip it up og Tutti frutti

Så er vi i gang 😊 Sikke en fest.

Det kan vi godt bruge her i efteråret, hvor nyheder og mørke trænger sig på og vi får lyst til at gå i hi.

Trække os fra omverdenen og fællesskaber. Men også dette går over, så vi skal huske at holde fast i lyset, feste og danse.

Dansen kan også mange ting. Elvis mente selv, at hvis han ikke dansede, så kunne han ikke synge.

Vi danser også af glæde, men dansen kan også noget andet – Jeg ser af og til en serie, når jeg har tid for mig selv, en af disse lidt guilty pleassures, nemlig Greys hvide verden.

Den handler om det fiktive liv på et sygehus, for dem af jer, der ikke kender den, hvor vi følger nogle faste læger og deres virke på hospitalet.

Og hovedpersonen har det med, at når hun eller andre omkring hende, oplever noget hårdt, dårligt eller skidt, så skal det danskes væk.

Få kroppen i bevægelse og hændelserne ud af systemet. 

Jesus festede også – om han dansede, det ved jeg ikke, men når han var i festligt lag, var der altid nogen der gjorde ondt af sig.

Irriterede sig over, at Jesus var sammen med de forkerte eller bare var. Lyt bare her.

Så holdt Levi en stor fest for Jesus i sit hus, og en mængde toldere og andre sad til bords sammen med dem.

Farisæerne og deres skriftkloge gav ondt af sig og spurgte hans disciple: »Hvorfor spiser og drikker I sammen med toldere og syndere?«

Jesus svarede dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.«

De sagde til ham: »Johannes’ disciple faster ofte og holder bøn; det samme gør farisæernes disciple; men dine, de spiser og drikker.«

Jesus sagde til dem: »Kan I få brudesvendene til at faste, mens brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem; i de dage skal de faste.«

Sådan er det – det levede liv overfor loven og troen, og hvordan kan de være i samspil med hinanden og ikke modstandere?

Loven er til for vores skyld, så vi mindes om, at vi skal huske at hvile og måske også faste, som teksten her lægger op til – men nok ikke for enhver pris.

Menneske først og kristen så, sagde Grundtvig, og det er der nok en del sandhed i.

Den næste sang vi skal høre, er den første sang som Elvis indspillede og som han gav til sin mor.

Det er også Torben Hein, der vil spille nu og vi skal lytte til: Thats all right mama

De af jer der kender historien om Elvis, ved også, at Elvis havde et godt og tæt forhold til sin mor – de var nærmest uadskillelige.

Og den første sang, som Elvis fik indspillet, var denne: Thats all right mama, som han også gav som gave til sin mor.

Elvis var egentlig født tvilling, men hans tvillingebror, Jesse, var dødfødt. Så Gladys fik kun Elvis – og han var en ægte mors dreng.

Gladys sagde ofte til Elvis, at han havde to mænds styrke, når han optrådte. Med henvisning om, at det var Jesse, der sendte sin styrke til ham fra himlen.

Det tog derfor også særlig hårdt på Gladys, da Elvis blev sendt i militæret til Tyskland, og hun begyndte at drikke, og døde i en ung alder i august 1958. Men mens hun levede, ville hun gøre alt for Elvis.

De fleste mødre har nok også et særlige bånd til deres børn og er villige til at gøre hvad som helst for dem, gå igennem ild og vand siger vi.

I biblen er der også fortællinger om mødre, hør bare her historien i 1 kong 3,16 ff.

Engang kom to skøger til kongen. De trådte frem for ham, og den ene kvinde sagde: »Hør mig, herre! Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme.

To dage efter at jeg havde født, fik også denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset;

vi to var alene derhjemme. Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn.

Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham, jeg havde født.«

Den anden kvinde sagde: »Nej, det er min søn, der lever, og din, der er død.« Men den første sagde: »Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.« Sådan skændtes de foran kongen.

Da sagde kongen: »Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.«  Kongen sagde: »Hent mig et sværd!« Og da de havde bragt ham sværdet, sagde han: »Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel.«

Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: »Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!«

Men den anden sagde: »Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.«

Da sagde kongen: »Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor.«

En mor vil sine børn det bedste også når det betyder, at vi må give slip på dem – det er en livslang øvelse, at fra børnene fødes skal vi give mere og mere slip på dem.

Så skal vi skifte kunstner

Musik ved Søren Mandrup: In the ghetto,

Elvis voksede op i en ganske turbulent tid. Der var stort fokus på racer og Martin Luther King talte, det man dengang kaldte ”de sortes sag”.

Elvis’ far kom på et tidspunkt i fængsel og familien måtte flytte ind i boligkomplekser for fattige og farvede.

Elvis voksede op i Ghettoen, som vi hørte Søren synge om, i et multikulturelt samfund, hvor han også blev inspireret af alle de forskellige sange og musikgenre, som der var i området.

Det var alt fra musikken til gudstjenesterne, hvor Elvis følte sig draget til og over til musikken på de mere snuskede barer.

Og det handler sangen hér om, om ghettoen.

Elvis lærte nemlig i sin tid, at hvis noget er for farligt til at blive sagt, så skal det synges – og måske var det dét, han gjorde her.

Han synger om fødsler i ghettoen, munde der skal mættes. Penge der er små – og måske lidt en oplevelse af, at det der sker i en ghetto, er mindre vigtigt end det der sker udenfor.

Vi hører, hvordan alle har brug for en hjælpende hånd – men at vi er for blinde til at se det.

For blinde til at ville hjælpe?

Vender vi det blinde øje til? Til vold, røverier og drab i ghettoen? Nogle gange fristes vi nok til det – at uvidenhed er en velsignelse.

Det vi ikke ved, har vi ikke ondt af – helt modsat af, hvad Jesus prædiker og troen forventer.

Her gik Jesus forrest.

Ham havde omsorg for de svage. Rørte ved de syge. Og sørgede med de sørgende.

En af de historier, der handler om dette, er opvækkelsen af Lazarus i (Johannes evangeliet 11,17ff) – lyt engang.

Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven.

Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror.

Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset.

Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.«

Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.«

Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.«

Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham.

Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham.

Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«

Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?«

»Herre, kom og se!« svarede de.

Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.«  Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!«

Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«

Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk.

Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.«

Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet.

Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå”.

Motet ved kor og Niels: I Belive

Det er ikke nogen hemmelighed, at Elvis var troende.

Og for mange blev Elvis nærmest en religion.

I hebræerbrevet kan vi læse om troen:

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.

I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.

I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død.

I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud.

Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.

I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.

I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.

I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.

I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.

Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt;

Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

Musik ved Jonathan og David: Heartbreak hotel

Mange mennesker i USA lever deres liv på hoteller eller moteller – i ensomhed.

Og selv om Elvis var omringet af mange mennesker, var han i perioder ensom.

Livet på landevejen – ny by, nyt hotel – og for at holde gejsten oppe begyndte han med selvmedicinering. Og at finde trøst.

Søger vi på trøst i Biblen, kommer der rigtig mange citater frem om, at manden gik ind og trøstede sin hustru og hun blev gravid.

Det synes jeg er ret sigende – at vi søger trøst hos hinanden.

Mange kunstnere finder også trøst i andre end deres ægtefælle, når de er ude og optræde, ensomme og alene.

I Esajas 54 står der om ensomhed:

Du hjælpeløse, du stormhærgede, du, som ikke finder trøst, se, jeg sætter din mur af malakit og lægger din grundvold med safirer.

Jeg sætter dine murtinder med rubiner, dine porte med karfunkler, og hele din ringmur med ædelsten.

I klagesangen 3 står der:

Jeg er manden, der har oplevet lidelse under hans vredes kæp.

Mig har han ført ind i mørke, der er intet lys; mod mig vender han dagen lang sin hånd.

Han har tæret mit kød og min hud

og knust mine knogler.

Bitterhed og trængsler har han bygget op omkring mig; han lader mig sidde i mørke

som dem, der for længst er døde.

Han har spærret mig inde, jeg kan ikke slippe ud,

han har lagt mig i tunge lænker.

Selv når jeg skriger om hjælp, afviser han min bøn. Han spærrede mine veje med kvadersten

og gjorde mine stier krumme.

Han var en lurende bjørn, en løve i skjul;

Han førte mig på vildspor, sønderrev mig

og lod mig ligge forladt.

Mange af os danskere, eller Skandinavere, oplever også om efteråret, når mørketiden kommer, en særlig form for ensomhed, vinter depression.

Vi indkøber lyslamper og spiser d-vitaminer for at komme af med vinterens tomme og kolde fornemmelse.

For så at blive vækket til live igen ved forårssolens første varme stråler.

Som da vi var børn og havde en yndlingsbamse, der kunne omkranse os med sit kram.

Den næste sang vi skal lytte til er

(Let me be your) Teddybear, som udføres af David Robb og Jonathan Jensen.

Vi er ved at være nået til vejs ende med denne koncert gudstjeneste – men inden vi overlader scenen til vores kor og inden vi igen går ud i hverdagen og aftenen igen, så lad os bede sammen: Fader vor

Og I må gerne rejse jer for at modtage:

Herrens Velsignelse – herrens velsignelse

Og mens vi står her og koret kommer frem, skal vi så ikke give en hånd til alle vore kunstnere.

Arrangementet i dag er gratis, men skulle du have lyst til at donere lidt penge til vores menighedspleje, som blandt andet støtter Kirkens Korshærs byarbejde her i Horsens og giver madbilletter til vores borgere, så kan I lægge mynter i kirkens bøsser ved udgangen eller sende penge via MobilePay: 9 3 3 6 8

Nummeret står også på jeres program og i våbenhuset – tak for en god gave, og Tusind tak for i aften – og vær så god til Vocal Ensemblet, der runder af med Lullaby.

Exitus ved kor og Niels: Lullaby