Ane Bjerregaard

Her i foråret bliver rigtig mange unge konfirmeret.

I hele norden oplever vi en stigning i interessen for tro og kristendom blandt unge, som søger efter en mening med livet, et fast ståsted, noget at læne sig ind i og op ad.

Noget de kan spejle sig i, som giver mening, når alt andet sejler afsted.

For 3 år siden udkom der også en bog til konfirmanderne med den fine titel: Håb er en overset superkraft – 12 taler til konfirmanden.

Jeg bringer den på banen her i dag, fordi håbet spiller en central rolle i dagens tekster og i kristendommen generelt, og for mig er håbet nogle gange undervurderet.

Hvad har vi, hvis vi stopper med at håbe?

Da jeg var ung, sagde min far, at det farligste menneske er et uden håb, for hvad er der så tilbage? Hvad er der at kæmpe for?

I daglig tale betegner håbet nemlig den tillidsfulde forventning om noget glædeligt, der vil indtræffe i fremtiden — uden at der foreligger en objektiv sikkerhed på det.

Og Paulus siger, at tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

Håbet er usynligt, og hvis vi ikke har noget at håbe på: en bedre hverdag, en bedre fremtid, en solskinstime uden smerter eller noget helt fjerde, har vi så ikke opgivet troen på, at noget godt vil ske for os?

Og hvad er der så at leve for?

Det farligste menneske er et uden håb.

Så for mig at se, hænger ordene fra Det gammeltestamente sammen med epistlens ord.

Frygt ikke – bevar håbet.

Ofte er der dog en tendens til, at frygten sniger sig ind på os, måske fordi der altid er fokus på det dårlige der sker i vores verden.

Og hvor mange af os har ikke ligget med søvnløse nætter på grund af tankemylder og bekymringer over noget vi har set eller hørt?

De gode ting sælger ikke. De får ingen clicks eller likes.

Så selv om vi ønsker at tro det bedste om andre, kommer vi mere og mere i tvivl.

Fordi verden fremstår brutal.

Fordi andre mennesker fremvises som nogle, vi ikke kan stole på. Som kyniske og kolde.

Vi tænker kun på os selv og har glemt vores fælles bedste!

Og måske er det en naiv tilgang til verden og til andre, sådan at blive ved med at insistere på, at det gode er derude, i overtal.

At vi mennesker i bund og grund vil hinanden det godt og at verden er et godt sted at være.

Det findes der utallige eksempler på!

Som da jeg for nogle uger siden mistede mit dankort, uden at jeg vidste det, og politiet ringede for at give os nummeret på ham, der havde fundet det.

Jeg ringer op og vi aftaler at mødes ved 365 ved Langmarksvej, og mens jeg går der hen, har jeg alle mulige forestillinger kørende i mit hoved: hvem er det, der dukker op …

Vi mødes, og det er en ung herre.

Jeg aner ikke om han er 19 eller 25, men han kører bil. Jeg tror heller ikke, at han er 100% etnisk dansker, men det er jeg jo heller ikke.

Og så dufter han som et helt parfumeri.

Jeg får mit kort og i mit forsøg på at give ham en finde løn siger han: det skal jeg ikke have.

Så jeg spørger, om jeg må give ham et kram.

Det må jeg gerne, og så siger han: Husk at give det videre. Vi mennesker skal være der for hinanden, vi skal hjælpe hinanden. Så giv det videre!

Det er bål på mit brænde.

Det gode er derude.

Det findes.

Vi vil hinanden det godt!

Og jeg tvivler på, at han vidste, at jeg er præst.

Men alligevel – i min mistroiskhed, og på opfordring af min mand og vores bankdame – spærrer jeg alligevel kortet, for tænk nu hvis …

Tænk, hvis der er andre, der har haft fingrene i mit kort, inden det landende hos den søde unge herre – eller tænk nu hvis han selv har kopieret det, så han om noget tid bare kan gå ind og bruge løs af mine penge … Tænk nu hvis …

Og så slår det mig – hvem er det lige, der har sagt det? Hvem er det, der fortæller os, at vi ikke kan stole på andre?

Hvem er det, der siger, at vi skal forvente det værste og ikke håbe på det bedste?

Ud fra teksterne i dag, kommer det ikke fra Biblen, fra Gud eller fra Jesus.

De taler om forening, om kærlighed. Om håb!

Dumme og mistroiske tanker sættes ofte i os fra andre – eller så kommer de fra vores egne tanker, hvilket jeg stadig synes, er lidt skørt, at vi ikke engang kan stole på os selv og hvad vores hjerne fortæller os.

Lad os læne os ind i ordene fra dagens tekster, som siger: Vær ikke forfærdede og rædselsslagne! Til det håb er vi frelst! Og lad os holde fast i de ord.