Ane Bjerregaard

Kristi himmelfart er en særlig helligdag, som vi ofte beskriver ved at sige, at Jesus steg op til himlen og blev fraværende på jorden for at kunne være nærværende overalt.

Ganske kryptisk.

For hvad betyder det egentlig at være fraværende for at være nærværende?

Jeg kom til at tænke på Troels Kløvedal, sejleren og opdagelsesrejsende, som døde i 2018, for han havde en livsfilosofi, der lød:
Tænk, hvis jorden var et paradis – og ingen havde opdaget det.

Den tanke meldte sig, da jeg læste om disciplene, der stod og stirrede op mod himlen.
Og måske også fordi Hanne i disse dage er på sit livs eventyr, hvor hun sejler op til det engelske øhav og tilbage igen.

Så det hele får lov til at smelte sammen i hverdagens fortællinger og den bibelske historie, så Kløvedals ord kaster nyt lys over Kristi himmelfart og de bibelske læsninger.

For måske er det sådan, at Jesu fravær – at han er taget til himmels – netop åbner for hans nærvær gennem os.
At det nu er os, der er kaldet til at gøre jorden til det paradis, Gud har skabt den til at være.

Det er et stort ansvar. Så stort, at det måske er derfor, det endnu ikke er gået op for os.

Måske havde disciplene det på samme måde.
De står der og kigger op – som om de forventer, at himlen skal åbne sig igen, at nogen vil komme og tage dem i hånden og sige: “Kom, nu skal jeg vise jer, hvad I skal gøre.” Men det sker ikke.

Jesus har allerede sagt det:
De skal være vidner.
De skal prædike syndernes forladelse.

Alligevel står de og fortaber sig.
De venter – mens livet sker omkring dem.

Tænk, hvis jorden faktisk er Guds paradis – og vi bare ikke har opdaget det endnu, fordi vi har så travlt med at kigge et andet sted hen.

Så lyder der i den gammeltestamentlige læsning et enkelt ord, som bryder igennem:
Halleluja!

Et gammelt lovprisningsord –
og alligevel et ord, der i dag har fået nyt liv.

Det florerer nemlig lige nu på sociale medier blandt unge, fordi Justin Bieber har brugt det i sangen “Everything Halleluja”, som handler om at være taknemmelig over det vi har: kaffen vi drikker, sengen vi sover i, tænderne der skal børstet.

Om at få øje på det store i det små.

Og på en måde rammer det noget centralt:
Kunsten at opdage det, der allerede er givet.

For det er netop det, vi kaldes til: At give troen, håbet og kærligheden videre, så den flyder frit iblandt os, som Guds paradis her.

Ikke kun med ord – men i handling, så vi ikke kun er ordets hørere, men bliver dets gørere.

Så vi ikke stirrer os blinde på noget fjernt og uopnåeligt oppe i himlen, men ser de spor, Jesus har sat i verden.

De spor, der stadig lyser. Spor af velsignelse.
Spor af glæde.

Man kunne næsten kalde dem himmelske aftryk i dagens anledning, som viser sig, når vi hjælper hinanden. Når vi giver håb. Viser tillid. Når vi tilgiver hinanden.

Og når vi selv ligger ned, slået ud af livet, viser Guds paradis sig ved, at andre træder til for os.

Det er en bevægelse – fra Gud til Jesus til os.
Og videre mellem os.

En bevægelse, vi skal øve os i hver dag med opmærksomhed. Tålmodighed. Så der er plads til, at noget nyt kan vokse frem.

For midt i en verden, der ellers kan være brutal, kaldes vi til at lade tro, håb og kærlighed råde. Til at være dem, der bærer lys ind i mørket.

Og ja – man kan næsten blive forpustet af alt det ansvar.

Derfor må vi heller aldrig glemme, at det ikke er os, der får det til at ske.

Det er ikke os, der bærer hovedansvaret.

Det er Gud.

Gud, som har fået et menneskeligt ansigt i Jesus. Gud, som er den første bevæger.
Den, der sætter os i gang.

Det er Gud, der i kraften fra det høje velsigner, tilgiver og giver os mod til at leve.
Den Gud som giver plads til, at vi kan være dem, vi er skabt til at være.

Og som bærer os – altid – så vi tør kaste os ud i livet, vidende, at vi er grebet