Ane Bjerregaard

Ingen skal sørge over synden, for tilgivelsen strømmer af graven.

Ingen skal frygte døden, for frelserens død har forløst os.

Sådan skrev Johannes Chrysostomos omkring år 400 efter Jesus fødsel, ord vi stadig siger i håb om, at påskens begivenheder skal grundfæste sig i os, så vi måske kan fatte, hvad Jesu lidelse, død og opstandelse betyder.

Vi er forløst. Vi er tilgivet!

Det der sker i påsken, er ret vildt og til tider helt uforståelige – og på samme tid er det også utroligt smukt og helt håndgribeligt.

Det er nok derfor, at der er lavet utallige fortolkninger af påsken i kunstens verden, i musik, film, skulpturer, malerier, fordi vi kun kan begribe det igennem kunsten.

Troen og Gud kan vi ikke holde fast på eller konkludere på. De er altid i bevægelse, i udvikling og til fortolkning.

Det kommer an på øjet, der ser.

Hjertet der oplever, kroppen som lever og sindet som forstår.

Så vi bruger kunst for at få et lille billede af, hvad det vil sige at tro. Hvad påsken betyder.

En af mine yndlingssange om påsken er Bjørn Eidsvågs sang: Til alle tider.

Med jævne mellemrum har jeg foreslået, at den skal bruges som motet, det er aldrig dog lykkedes, før i dag …

Så tak til kirkens organister og kor for at kaste sig ud i dette ønske, som jeg glæder mig meget til at høre!

Det passer også meget fint med, at Bjørn Eidsvåg lige nu har sin Danmarks turne, så måske har nogle af jer været ude og høre ham.

Sangen er for mig enormt poetisk og fyldt med billeder, som jeg kan spejle mig i, når den beskriver langfredag og påskedag meget enkelt og fint.

Den vækker en form for resonans i mig. Et ekko fra forgangne tider midt i dette nu.

Sangen begynder med en tåre, der løber fra ikonet med en mager mand med tornekrone.

Grebet ser vi væk, ser vi ned, for der hænger vores tro, vores håb og fred.

Når jeg spørger konfirmanderne, hvad de ser i korset, siger de ofte død.

At det for dem er et symbol på lidelse og død – og det er jo rigtigt nok. Jesus lider og dør på korset.

Men der er også et symbol på kærlighed, siger jeg så, hvilket kan virke helt sort, når vi kigger på kirkens store skulptur af Jesus.

Mager, ydmyget, lidende, stærk og stolt.

Og mens vi står der og kigger på Jesus, går det måske op for os, hvad vi selv har gjort.

Hvad vi stadig gør, mod os selv og mod andre, så vi forsøger at lægge tornekronen væk, for det er ikke os, der skal bære den – det er ikke os, der hænger på korset.

Det gør vores frelser og vor bror, i himmel og på jord.

Straffen lå på Jesus. Det var ham, der bar den. Ham der gik igennem lidelse og død.

Mens vi bærer skammen.

Det er som at se ind i et gammeldags spejl, i en gåde, hvor alt er sløret, og dog giver mening – i små glimt, som vi forsøger at holde fast i.

Men ofte glider meningen ud af vores hænder, selv om vi insisterer på at tro på korsets gåde.

Det er for stort til, at vi forstår det med forstanden, vi kan kun begribe det med hjertet. Intuitivt.

Kærligheden. Hjertegløden – stærkere var her end døden, som vi sang for lidt siden.

Korsets og påskens dårskab.

Små bidder af mening i galskaben.

Og når vi står i livets voldsomme situationer, hvor kærligheden, døden, smerten og glæden presser sig på, gribes vi af det umulige.

Og vi oplever at Ikonets tåre møder vores tårer, så vi forundret ser os selv græde i spejlets gåde.

Tårer som er kroppens og sjælens renselse, og som kommer i mange former, som de:

1. Basale tårer: de produceres konstant for at holde øjet fugtigt, næret og beskyttet mod støv og fremmedlegemer.
2. der er vores Reflekstårer: som opstår, når øjet bliver irriteret, for eksempel af røg, løg, pollen eller støv, og har til formål at skylle irritationen ud.
3. og så er der de Følelsesmæssige (emotionelle) tårer: Disse tårer udløses af stærke følelser som sorg, glæde, vrede, kærlighed eller stress.

De emotionelle tårer kan indeholde høje niveauer af stresshormoner som kortisol og adrenalin, hvilket kan føre til en følelse af lettelse efter gråd. Vi renses.

Så vi skal ikke gemme vores tårer væk, de har en betydning.

Og i påsken, i troen, rummes det hele!

Gud omfavner hele os – Alle tårer og følelser.

Selv om vores tro er lille!

Selv om vi tvivler og overhører svar, fordi vi glemmer at lytte, glemmer at tage imod, det som er os givet: alt af nåde.

Straffen lå på Jesus og vi bæres af nåden.

Og denne kærlighedshandling tydeliggøres i påsken, at lyset er stærkere end mørket.

Livet stærkere end døden.

Håbet mere kraftfuldt end håbløsheden.

Så Ingen skal mere sørge over synden, for tilgivelsen strømmer af graven.

Ingen skal længere frygte døden, for frelserens død har forløst os.