Ane Bjerregaard

Klokker

Velkomst: Jeg er så taknemlig over, at vi kan samles til disse anderledes gudstjenester, hvor salmerne er byttet ud med verdslig popmusik, denne gang med ABBAs ikoniske univers.

ABBA havde nok ikke tænkt på, at deres forbogstaver til bandet også betyder far, og at det lige præcis er ordene ABBA, Jesus siger, da han går i Getsemane have nat til langfredag.

Så det hele hænger jo sammen 😊

Popmusik, Bibel og tro!

Til at sætte stemningen til denne koncert-gudstjeneste har vi kirkens vokal-ensemble og søndagskor, ledet af kirkens organist Ellen Karberg.

Vi har den lokale kunstner Amanda Nymann sammen med kirkens anden organist Karl Bech-Larsen samt Jonatan Jensen og Annette Vaagan Jensen.

Sangene kobler jeg op på forhåbentligvis relevante bibelfortællinger, så vi måske får sange og tekster i et nyt lys.

Og så vil det være skønt, hvis vi kunne gemme vores klapsalver til sidst, så vi får et fint flow til denne gudstjeneste.

Og skal vi så ikke komme i gang, ved at lytte til bedeslagene, hvorefter vi synger første fælles salme.

Fællessalme: Nu står der skum fra bølgetop

Hilsen: Må Guds nåde være med jer og Fred fra Gud vor far og Herren Jesus Kristus. Amen.

Bøn – og lad os bede sammen:

Kære Gud og himmelske far

Lad musikken flyde frit i aften i dit hus og vores kirke, så vi mærker den luft og de følelser, som vi alle rummer.

Her hos dig kan vi være med alt det der fylder for os i dag, for du rummer hele os og alt vi er.

Slå med glasklare toner hul på vores sind, Gud, så vores stumme tanker bliver til syngende hjerteslag.

I alle vores forskellige stemmer, der fylder kirkens rum, er din rytme og himmelske harmoni. Amen.

Sang: I have a dream – Anette og Jonathan

Prædiken1. Tro og håb

Vi kender alle til det at drømme.

Drømme kan være små, om en stille hverdag uden bekymringer – eller store: som når vi drømmen om en bedre verden.
ABBA synger: “I have a dream, a song to sing, to help me cope with anything.”

Og det er ofte det, musik kan, hjælpe os med at bære vores følelser, store som små.

I musikkens univers får vi lov til at låne ord og stemninger fra andre, der kan være med stil at beskrive, hvordan vi selv går rundt og har det.

Være med til at give os forløsning i det, som vi synes er svært.

I Hebræerbrevet 11,1 står der: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Det er nok en af mine yndlingscitater fra Biblen, for med troen, verden og livet kan vi aldrig vide os helt sikre.

Vi kan blot vælge at have en fast overbevisning om – tro og håbe på – at kærligheden overvinder alt, selv om vi ikke kan se det, røre ved den, fange den.

Vi vælger blot at håbet og kærligheden vinder over frygten og hadet – til os selv og andre.

Linjen fra Hebræerbrevet passer også til det at have en drøm og tro på, at det vi drømmer og håber på, kan blive til virkelighed, selvom vi ikke kan se resultatet endnu.

ABBAs sang I have a dream handler ligeledes om at finde håb og styrke i svære tider – et billede på lyset, der overvinder mørket.

At vi skal holde ud og ikke give op.

For alting har sin tid.

Og et levet liv kommer med det hele, så når vi drømmer, tænker stort og tror, så kan det give os mod til at stå op om morgenen, til at tage det næste skridt, selv når livet er svært.

Jeremias fortæller i 29,11: “For jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke og ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”

Og sammen med ABBA, når de synger om at tro på engle, om at se lyset i mørket, minder det os om, at håb ikke kun er noget, vi selv skal skabe. Håb er noget, vi må tage imod.

Gud lover, at der er en vej frem, også når vi ikke kan se den.

Så lad aldrig nogen slukke dit lys, dit håb, dit mod, din tro, men hav tillid til det, du håber på, og så kan du måske tænke over i dag:

• Hvilke drømme du bærer på?
• Eller hvad håber du på?

For drømmen og håbet hører sammen, og når vi holder fast i drømmen – lægger den i Guds hænder – får vi styrke til at tage næste skridt.

Og hvis det svigter – det gør det jo af og til – så må vi koble os på et håbs-menneske, som har håb nok til at tage os ind under deres vinge.

Og ellers må vi kigge op og råbe et højt SOS.

Det er også titlen på den næste sang, vi skal lytte til Annette og Jonathans version af SOS

Sang: SOS – Annette og Jonathan

Prædiken2

Hvor er de gode dage? Hvor er kærligheden?

Vi plejede jo at være søde og rare mod hinanden, men hvad er der sket?

Sådan har vi lige hørt Anette synge, og det kan jo både handle om ens kærlighedsliv, ens tro eller måske ens syn på familien, vennerne, livet og døden.

Og vi underes over, at de andre ikke kan høre vores råb om hjælp – vores SOS.

Sangen handler for mig om, at noget vigtigt er ved at gå tabt og en længsel efter at få det tilbage.
Det er et ærligt og sårbart øjeblik, når der synges: “Jeg har brug for dig, lige nu!”

Bibelen er fuld af lignende råb.
Salmernes Bog er næsten som en dagbog over menneskers råb til Gud: Når livet gør ondt

• Når man føler sig forladt
• Når man længes efter at blive reddet

I Salme 130 i det Gamle testamente råber salmisten fra “det dybeste dyb”, og det kan både henvise til en dyb sorg, dyb skyld eller dyb desperation.

Og når vi råber SOS i vores eget liv – i bønnens form eller bare i vores tanker – så lover Gud, at han hører os.
Det betyder dog ikke, at alt bliver let med det samme. Som en trylleformular: puf! Så er al smerte og lidelse væk.

Det betyder, at vi ikke står alene i det svære, at der altid er én vi kan henvende os til, én der går med ud i det vi skal igennem og som hører os råbe vores SOS.

Så måske kan ABBAs sang minde os om, at det er okay at råbe højt, ok at tage fat i et andet menneske eller i Gud, når vi har brug for hjælp.

For vi kan mest, når vi er flere.

Det vil vi også se et lille bevis på nu, hvor scenen straks fyldes med sangglad korister, når vi skal høre korets Medley over 8 ABBA sange.

Motet Medley – Ellen og kor – Take a chance on me, Dancing Queen, Does your mother know, Mamma Mia, S.O.S., Money (3x), The Winner takes it all og Thank you for the music.

Refleksion

Som jeg indledte vores Gudstjeneste kan jeg tage tråden op her, hvor vi med den sidste sang takker for musikken.

For musikken gør noget ved os – hjælper os med at finde nogle følelser og ord frem, som vi måske selv har svært ved.

Og der er mange ting vi generelt kan gå og være taknemlige over, selv om efteråret og vinteren gør det lidt sværere for os.

Eller i hvert fald for mig, ikke at jeg har vinter depression, men jeg går lidt mere ind i mig selv, når vi kommer til oktober.

Begynder at gøre mig klar til at gå i hi. Går ned i aktivitetsniveau og øver mig i at nyde det, at vi har 4 årstider.

Der er også en gammel overtro, der siger, at når træerne har givet megen frugt hen over sommeren, så bliver vinteren lang og hård, så det er jeg da lidt spændt på.

Om der ligger en sandhed der – og det er jeg faktisk mere til: En lang og kold vinter overfor et langt, koldt og vådt efterår.

Når vi har følelsen af novembers mørke frem til midten af marts … Ja, så gælder det om at være kreativ med taknemligheden.

Se glæden og takke for de små ting, en smuk himmel, et smil hos et barn eller en fremmed – en varm kop kaffe eller the – eller hvad vi hver især har af små ting, der giver glæde i sindet.

Så må vi gøre, som der står om i Mark 4, når der spørges: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

For ofte tror vi, at vi skal sørge for alting selv og følge det hele til dørs. Samtidig tror vi sjældent på, at vi slår til.

Skal vi tro teksten, er der imidlertid et skjult vækstlag i tilværelsen, som har lige så lidt brug for vores foretagsomhed, som en mark har brug for, at landmanden går og trækker i spirerne om natten.

Så gør, hvad du kan – og se tiden an. Og glæd dig over, at Gud er på færde i det, du gør.

Flyd med i livets gang, også når vi har en følelse af, at det glider ud af vores kontrol, ud af vore hænder.

Det vil Amanda Nymann synge om i hendes version af ABBAs Slipping throug my fingeres, og Karl Beck- Larsen er på klaveret.

Sang: slipping through my fingers – Amanda

Prædiken:

Jeg ved ikke, hvor mange af jer der er her i dag, der er forældre – men alle der er her, er børn af nogen, så jeg forestiller mig, at vi kan sætte os ind i ABBAs sang: “Slipping Through My Fingers” på den ene eller den anden måde.

Selv har jeg to børn. En dreng og en pige.

Og jeg har aldrig været så bekymret over noget, som da jeg blev mor.

Hold nu kegle for en vild oplevelse.

Hver dag famler vi forældre os frem og håber på, at det vi giver vores børn med videre ud i livet, gør dem stærke nok til at kunne navigere i en gyngende verden.

For hver dag der går, glider børnene længere og længere væk fra os forældre – og sådan skal det være.

Derfor er ”Slipping throug my fingers” også en af ABBAs mest rørende sange, fordi den lige præcis handler om sårbarheden ved at være forældre.

Det at se et barn vokse op og føle, at øjeblikkene glider ud af vores hænder – som sand mellem fingrene.

Det er en sang om tab, tidens gang, og kærlighedens bittersøde karakter.

Der er mange bibelske tekster, der taler om tidens flygtighed, glæden over livet og sorgen over at måtte give slip.

Som i Prædikerens bog 3,1-2, hvor vi hører om, at alting har sin tid, alt hvad der sker under himlen, har sin stund: en tid til at fødes og en tid til at dø”.

I Salmernes bog 90,12 hører vi om, at vi skal

“Lære at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.”

Glæde os over det vi får i stedet for at blive skuffet over alt vi går glip af.

Tidens gang er ikke en forbandelse, noget der skal overstås, det er en gave, der kan gøre os klogere og mere nærværende.

Og selv om der er noget sørgmodigt i sangen – en mor, der ser sit barn vokse op og ved, at hun må give slip, så emmer sangen også over med kærlighed.

Det er kærlighed til barnet, der giver sorgen.

Og det er vores livsvilkår, når vi bliver forældre, og en påmindelse om, at livet har sine rytmer – også selv om vi ville ønske, at nogle af dem gik lidt langsommere.

Det kommer den næste sang ind på, at vi måske haster afsted i stedet for at stoppe op og tage det med ro.

Vi skal høre Karl og Amanda med: Adante Adante.

Sang: Adante Adante – Amanda

Afslutning:

Vi lever i en kultur, i en verden og hverdag, hvor tempoet ofte er højt.

Vi vil gerne have resultater – nu – og vi vil have svar hurtigt, vi vil have kærlighed og relationer til at udvikle sig, uden forsinkelser.

I Bibelen og i Adante Adante mindes vi om, at livet har sin egen rytme.

Det handler ikke om at blive hurtigt færdig, men at være i det du er i – lige nu.

Musik bliver heller ikke smukkere af at blive spillet for hurtigt, og kærligheden bliver ikke dybere af at blive hastet igennem.

Så træk vejret. Tag en dyb indånding. Slap af. Sænk skuldrene.

For hvad er det vi har så travlt med?

Hvad skal du nå?

Bevæg dig blidt, nænsomt, langsomt.

Gå i et behageligt tempo uden hast.

Det er et godt af og til at blive mindet om, hvordan vi kan leve og elske i en travl verden: ikke i et hektisk tempo, men i et tempo, hvor vi kan være nærværende, lytte og elske.

Det beskriver Paulus i 1 Korintherbrev 13:

“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. I kender den sikkert rigtig godt, ordene om at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

Det er noget fis, når det kommer til den menneskelige kærlighed.

Den tåler langt fra alt, selv om vi håber på det hele, når vi finder en partner, gifter os.

Tålmodighed er måske også kærlighedens sværeste side. Og i forelskelsens hede er det svært at tage det med ro.

Det er nu heller ikke menneskers kærlighed til hinanden, Paulus taler om.  Det er Guds kærlighed til os.

Og måske kan vi høre “Andante, Andante” som en invitation fra Gud selv, om at vi skal:
Gå langsomt. Elske tålmodigt.

Og lade livet og kærligheden udfolde sig i det tempo, hvor vi kan følge med – hvor vi kan høre hinandens hjerter slå, og hvor vi kan høre Guds stille stemme: Frygt ikke, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Og lad os med de ord, folde vores hænder og i fællesskab bede:

Fadervor

Og skal vi så ikke give alle vore musikere og sangere en kæmpe hånd!

Men inden vi siger på gensyn, må I gerne rejse jer og modtage Herrens velsignelse:

Velsignelse

Postludium/Exitus